Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/12

.

8 K. MAURE

bestrider Forf. (S. 169–70), at hin Ophøielse var et Produkt af politisk Beregning. Heri har han dog vel Uret. Indrømmes maa det naturligvis, at en saadan Beregning ikke havde kunnet slaa til, hvis ikke paa den ene Side religiøse Motiver havde stemt Folket eller i det mindste betydelige Dele deraf gunstigt for en Forherligelse af den faldne Konge, og paa .den anden Side – hvad der var Hovedsagen – Trykket under det forhadte Daneherredømme havde opfordret til Opstand mod dette. Men hermed er dog kun udtalt, at Folkets gjærende Utilfredshed dannede det Grundlag, som bragte Beregningen til at lykkes, og at man herved med Dygtighed forstod at benytte sig af Geistligheden og de religiøse Følelser hos et talrigt Parti. Med Hensyn til den ved Kanonisationen anvendte Form – Beslutningen fattedes af Kongen, Biskoppen og Folkeforsamlingen, – er forøvrigt at bemærke, at Retten til at erklære nogen for Helgen rigtignok først ved et af Pave Alexander III til Kong Knut Eriksson i Aarene 1171–80 udfærdiget Dekretale (hos Rydberg, Sverges Traktater I S. 94–98; jfr. c. 1 X de reliquiis III 45) udtrykkelig tillagdes Paven. Dog betegnede denne heri ingenlunde sin Ret i saa Henseende som ny indført, men tværtimod som en forlængst bestaaende. Vistnok var den nævnte Beføielse tidligere ogsaa bleven overdragen Biskopperne og de stedlige Synoder; men den strakte sig aldeles ikke til den verdslige Magt (jfr. Hinschius, Kirchenrecht IV S. 241–45). Jeg har desuden allerede forhen leilighedsvis (Island, S. 112) gjort opmærksom paa, at man vel paa Island endnu ned i det 13de Aarhundrede lod Kanonisationer foretage ved Biskop og Althing, men at disse ikke anerkjendtes af Erkebiskoppen i Trondhjem. Heller ikke de af Forf. (S. 171) anførte Steder af angelsaksiske Love