værendes Sundhed, og efter ham, efter Rangen, enhver Gjest alle de øvriges Sundhed. Derpaa viser sig paany Husherren og drikker den fornemste Gjests Sundhed, og de øvrige følge ham. Derpaa bliver den anden (næst fornemste) Gjests Sundhed drukken af alle de øvrige o. s. v., indtil ogsaa den sidste er bleven betænkt. At paa den Maade ikke let nogen staar ædru op, lader sig begribe. Man fortalte os, at Nordmændene i gamle Dage vare meget kamplystne, især ved Drikkelag. Naar de gik tilbords, stødte enhver sin lange Kniv i Gulvet for i Tilfælde at have den ved Haanden, og Kvinderne medbragte Mændenes Ligklæder (o. s. v.). Den 8de spiste vi hos en Kjøbmand, hvor vi efter Bordet næsten bleve kvalte af Gjesternes tætte Tobaksskyer. Her lærte jeg ogsaa at kjende det „Löffelkraut“, der smager næsten som „Kresse“ og, som bekjendt, bruges paa Skibene mod Skjørbug. Vi leiede et Skib, som igaar var kommet fra Vardøhus og 14 Gange havde været i Lapland. Om Eftermiddagen besøgte vi Tøihuset, en stor Bygning, tidligere de norske Kongers Residents[1]. Samme Dag lærte vi at kjende Student Borgrewing, Amanuensis hos den throndhjemske Biskop. Han havde fra Regjeringen i Kjøbenhavn faaet Befaling til at følge os til Vardø. Han havde et helt Aar studeret Botanik under Linnée i Sverige, skulde nu samle Planter og tillige benytte Leiligheden til at erhverve astronomiske Kundskaber. Hans Fader er en Embedsmand ved Røros Kobberverk[2], der har bestemt
- ↑ „Artillerigaarden“ ved Domkirken, den fordum erkebiskoppelige Residents.
- ↑ Leonhard Christian Borchgrevink, se Hiorts og Krags Efterr. om Røros, S. 171 og fl. St. En Søn af ham, Jens Finne B., Student fra Throndhjem 1756, blev 1770 Sogneprest til Omø (i Sjelland) og døde 1819 som Sognepr. til Norderhov, en anden, Henr. Christian B., blev 1770 Sognepr. til Roholt i
