godtgjøre, at den verdslige Magt foretog Kanonisationer; de vise kun, at den stillede bestemte Helgenfester under den verdslige Beskyttelse af Festdagshelligholdelsen.
Under Kong Magnus den gode lader endelig ogsaa Taranger tydske Missionærer blive sysselsatte i Norge. Kongens Sammenkomst med Erkebiskop Bezelin, hvorom Adam beretter, saavelsom den Virksomhed, der udfoldedes af den i islandske Sagaer og norske Biskopsfortegnelser omtalte Sakser Bernhard, vidne altfor tydelig olm deres Arbeide. For Kong Harald haardraades Tid holder Forf. sig naturligvis først og fremst til Magister Adam, men mere indgaaende behandler han kun de engelske Missionærer Asgaut og Osmund. Sidstnævnte, der var bleven opdragen i Bremen, og som altsaa dog vel heller turde være at henføre til den tydske end til den engelske Mission, synes det (S. 192) ligefrem at skulle blive regnet til Fortjeneste, at han i Sverige spillede en tvetydig Rolle og viste opsætsighed mod den tydske Erkebiskop, med hvilken han forøvrigt senere atter forsonede sig. Naar der imidlertid (S. 193) ogsaa fremsættes en Formodning om, at den Alfwardus, som Adam (III Kap. 53) nævner, har været en Englænder, Ælfweard, saa oversees herved, at allerede Munch (II S. 199 Anm. 1) i ham rigtigen har gjenkjendt den hellige Halvard. – Sluttelig finder jeg det ligeledes betænkeligt, naar Forf. (S. 194–99), i Anledning af Odds Bemærkning (Kap. 48, S. 317, i Fornm. Sögur X; i Munchs Udgave, Kap. 38, S. 39, læses ikke vedkommende Ord), at Mangelen paa tilstrækkelige Sprogkundskaber i høi Grad har besværliggjort Missionærernes Virksomhed, udtaler den Mening, at dette dog vel blot kan have gjældt de tydske Missionærer, idet ogsaa Kristnisaga fortæller noget lignende om Biskop Fredrik, og Kong Sven Estridssøn
