skab, bleve vi endelig den 19de saa syge, at vi maatte udsætte vor til den følgende Dag bestemte Reise.
Efterat have taget Afsked med vore nye Bekjendte bestege vi den 22de August ved Middagstid vort Skib, en Jagt paa 25 Læster. Den havde kun et Sejl og var forsynet med Provision for et helt Aar. Kahytten var rummelig og forsynet med et Bord og tre Senge. Vi vare 12 ombord, nemlig Pater Hell og jeg, Amtmand Hagerup, hans Tjener „Ripps“, der tillige forestillede en Chirurg, Student Borgrewing, vor egen Tjener Sebastian Kohl, Kokken Caspar Müller og fem Søfolk.
Den 12te Sept. besøgte vi Overdommeren Hr. Rist[1]. – – Den 25de kom vi til Lenvig. Paa Farten hid saa vi paa begge Sider Bredderne bedækkede med skjønne Birkeskove og af og til Landsbyer og enkelte Huse, hvis Beboere leve af Fiskeri og Fædrift og ikke synes at være fattige, da de bøde vor Chirurg 50, ja 100 Daler for Helbredelse fra sine Sygdomme. Da vi kom nærmere hen til en af disse Landsbyer, kom Folk roende ud til os enten for at tilbyde os Dyr eller Fisk tilsalgs eller for at kjøbe noget af os. To vakre Gutter, der fulgte med sin Fader, forærede vi hver sin Pibe og et Pund Tobak, hvorved de bleve meget lykkelige. Den gamle fortalte, at paa en lige ved os liggende Ø vare nylig to Jægere blevne dræbte af en Bjørn. – – – Den 26de om Aftenen landede vi i den elendige Havn Maursund. Da vi den følgende Dag holdtes fast af Modvind, gik vi atter i Land. Presten[2] bød os til sig, og her spiste vi for første Gang Rensdyrkjød. Hele Øen er beboet af Fiskere. De fleste Indbyggere ere Finner, smaa af Væxt,
