af vort Skib tilendebragt. 2den beredte vi alt til den store Observation, der skulde gjøres imorgen, om det var Himlens Vilje.
Lørdag 3die Juni 1769 oprandt den Dag, for hvis Skyld vi havde gjort hele vor lange Reise. Omendskjønt igaar Aftes den hele Himmel var overtrukken, delte dog Skyerne sig saaledes henad Morgenstunden, at man Kl. 3 tydelig kunde se Solen. Da blev det atter overskyet. Kl. 4, efterat vi havde læst den hellige Messe, blev Himmelen atter ren og klar. Vi toge strax Solhøider. Derpaa viste sig hvidlige Skyer, ikke ulige et Nordlys. Vinden var i Begyndelsen nordlig, derpaa vestlig. Vi fik Solens Culmination paa vor Middagslinie (Gnomon). Om Eftermiddagen fik vi ogsaa den anden Halvdel af de korresponderende Solhøider. Fra SV. hævede sig en liden Vind, og kort derpaa kom ogsaa fra SV. saa hyppige Skyer, at vor Student Borgrewing ikke mere kunde øve sig i sine Solobservationer. Kl. 6 tittede Solen undertiden frem gjennem Skyerne, og Studenten fik Anvisning til at observere. Skyerne holdt ved til Kl. 9. Derpaa rettede vi tre Kikkerter mod Solen, der oftere tittede frem mellem Skyerne. Endelig blev, netop som Solen var i en saadan Stilling, Venus’s indre og ydre Berøring med Solen iagttagen ved Guds synderlige Naade. Vor Skipper lod strax sine 9 Feltkanoner løse og Flaget heise som Glædestegn. Hans Exempel fulgte Kommandanten, der ogsaa lod sin Fane vaie over Fæstningen. Gjesterne, der bleve indladte i Observatoriet, for at man kunde vise dem Venus i Solen, saa den neppe i fem Minuter, da Solen strax blev bedækket med sorte Skyer. Heller ikke kunde i hele sex Timer en eneste Position blive tagen – utroligt, men dog sandt! Med spændt Forventning imødesaa vi Udgangen, men ingen havde
