Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/14

10

K. MAURER.

gjorde Erkebiskop Adalbert tilsvarende Forestillinger. De engelske Missionærer, som Forf. under Paaberaabelse af deres Navne antager for det meste have været fra Northumberland og af engelsk-nordisk Herkomst, mener han derimod neppe have havt at kjæmpe med betydelige Vanskeligheder af– sproglig Art. Paa Navnene er der imidlertid lidet at bygge, da disse jo som bekjendt i de forskjellige Lande og af de forskjellige Forfattere gjerne omsattes i de dem tilvante Former. De nordiske Kilders Grímkell, Adams Grimkil, vilde i angels. Optegnelser hede Grimcytel, et Navn, som virkelig ogsaa bæres af en Biskop af Sussex (S. 172 Anm. 2). Det norske Navn Sigurðr svarer til de tvende latinske Former Sigafridus og Sigwardus og vilde saaledes i Angels. lyde enten Sigeweard eller Sigefred. Hvad Osmund angaar, kaldes han vistnok med Rette saaledes i Historia Eliensis; men hos Adam (III Kap. 14, 15 og 70, samt IV Kap. 33) vexle Formerne Osmund og Æsmund, den vestgötiske Bispefortegnelse benævner ham Astmuþær, og Navnets oldnorske Form var Ásmundr. De norske Bisperækkers Ásgautr, Adam’s Asgotus eller Asgothus, var ifølge Flatøb. I Kap. 403, S. 516, en Søstersøn af Grimkel og altsaa formodentlig Angelsakser; men Navnets Form er nordisk og vilde i Angels. lyde Ôsgeât. Om ingen af disse Mænd berette Kilderne os, enten de stammede fra Syd- eller Nordengland, og det er derfor kun en vilkaarlig Antagelse af Forf. uden Videre at forudsætte det sidste. Naar endelig Vilhelm af Malmesbury bemærker, at den northumbriske Dialekt var uforstaaelig for de søndenfor boende Saksere, saa følger heller ikke deraf, at den var Nordboerne mere forstaaelig, og de af Forf. meddelte Sprogprøver udvise i Virkeligheden, som det da ogsaa var at vente, en langt større Afstand mellem den nort-