bord paa Skibet, som laa i Bugten. Kommandanten sendte os en Inskription (paa Tydsk og Norsk) til Gjennemsyn, hvilken han vilde anbringe paa en Pyramide til evig Erindring om Pater Hell. Han fik imidlertid Anmodning om at stille den Sag i Bero, indtil han fik nærmere Besked fra Kjøbenhavn. Alle Øens Beboere sørgede ved vor Afreise og ønskede at kunne følge os. De fattige gave vi rigelige Almisser. Det sidste Levvel modtog vi i Kommandantens Hus. Han hilste os, da vi forlode dette, saavelsom da vi bestege Baaden, og endelig da vi satte Seil til, med tre Kanonskud hver Gang. Vi svarede med fire Skud, og saaledes forlode vi Vardø.
– – 29de Juni om Morgenen kom vi til den elendige Havn Havningsberg, hvor vi lode os sætte iland. Pater Hell havde her villet maale Havets Aftagelse, hvis ei Vinden havde forhindret det; den er her paatageligere end nogetsteds. Bøndernes Stuehuse ere. tækkede med Grønsvær. Her bo tre Familier. Den 30te talte vi med de Søfolk, som havde ført Biskoppens Skib. De vare komne med Horrebow og hans Ledsager fra Throndhjem. De havde den 26de Mai landet i Durven (sic), slaaet Telt der og havt, som Søfolkene fortalte, godt Veir. 5te naaedes Kjelvig (efter alvorlig Fare for at forlise). Studenten fik at vide, at Englænderne ingen Observation havde kunnet gjøre. 7de kom Amtmanden hid. Ogsaa han havde havt at kjæmpe med Vanskeligheder paa Reisen. Vi sloge Telt mellem Finnernes og anbragte Magnetnaalen foran det, men den lite afbrød vi Teltet, da der intet Haab var om at kunne observere. 12te klarnede Veiret. Amtmandens Søfolk trængte paa Afreisen. Da nemlig ikke Skibet fra Kjøbenhavn var kommet, led man Mangel paa alt, og dette var føleligst for Søfolkene. Kl. 11 gik de ogsaa virkelig afsted, men, som vi siden erfa-
