rede, maatte de snart igjen gaa i Land. 13de fik vi Besøg af Sognepresten og Missionær Bode.[1] De fortalte om det engelske Observatorium. Det havde været en rund Bygning med et bevægeligt Tag, der stod paa Toppen af et Bjerg ligeved en uhyre Afgrund. Ved Støtter havde man beskyttet det mod Vinden. De engelske Observatorer havde, fortalte de, ikke været synderlig bedrøvede over, at deres Forehavende mislykkedes, men meget forbitrede paa Kjøbmand Bredal, der ligeledes paastaar ikke at have kunnet se noget, skjønt man forsikrede, at Iagttagelsen der havde kunnet lykkes. Missionæren fortalte om Finnerne, at deres Familier bestaar af 4, 6 til 8 Personer, de havde i Almindelighed 4–6 Børn, kjendte ikke til Skjørbug og pleiede at naa en høi Alder. 14de. Da Vinden og det slette Veir nu varede paa 12te Dag, troede Pater Hell, at det var en Guds paatagelige Straf for Søfolkenes Ugudelighed. Han havde nemlig erfaret, at de havde en Ladning Fisk og Tran ombord for egen Regning. Disse Varer maa imidlertid efter gjældende Bestemmelser kun opkjøbes af Kjøbmænd. Søfolkene paastode, at de havde kjøbt dem af Russerne, og dette er tilladt. Men nu var det saaledes, at de idetmindste for den største Del vare kjøbte af norske Bønder. For at nu den kjære Gud skulde skjænke os en god Reise og give enhver sit, besluttede Pater Hell at rense Skibet for den uretfærdige Ladning. Man kaldte Søfolkene sammen, forestillede dem sagens Vigtighed og den Straf, som i Throndhjem skulde ramme dem, naar Forbrydelsen blev opdaget, og formanede dem til at lade Varerne blive tilbage hos den herværende Kjøbmand. For desto lettere at bevæge dem hertil lovede Hell i sit ædle Høisind (honestissima liberalitate) ikke alene at
- ↑ Se ovenfor S. 127.
