Talvig, hvor der var herlig grønt. 24de besøgte vi Landsbyen Alten, som har en endnu skjønnere Beliggenhed end Talvig. De store Træer, fortrinlige Enge og talrige Agre vidne høit om Beboernes Flid. I Elven er der mange og store Lax. 25de besøgte vi i Talvig en Tremaster, som i 16 Dage havde tilbagelagt Veien fra Kjøbenhavn. Ombord paa denne befandt sig flere Deporterede, der sendtes hid for forskjellige Forbrydelser. Man anviser her saadanne Mennesker et Stykke Land og lader dem leve i Frihed. Vi forfærdigede her et Barometer for Sorenskriveren, en sextiaarig, endnu kraftig Mand[1]; han havde allerede Thermometer. Amtmanden gav en Attest om den grove Opførsel (impertinentia), hvori Mandskabet paa vort forrige større Skib havde gjort sig skyldigt. Den 27de gik vi atter ombord paa Bispeskibet og lode os bugsere af to Baade, paa hvilke vare 8 Lapper som Rorskarle, da der ikke var Haab om gunstig Vind. Saaledes naaede vi til Stjernsund. De dels grønne, dels snebedækkede Bjerge ved Stranden gjorde et selsomt Indtryk. Vi kastede Anker i en liden Bugt. Fem af Lapperne fra Talvig vendte om, da der blev god Vind, og snart sendte vi ogsaa de øvrige tilbage. Man betaler i Almindelighed disse Folk for hver Mil 2 Styver til Mands, desuden 4 Styver for Baaden. I Loppen er ingen Havn. Handelsskibet fra Kjøbenhavn ligger i næsten aaben Sø langt fra Strandbredden; andre Skibe maa trækkes paa Land
- ↑ Den bekjendte Lovhistoriker Hans Paus († 1770).
Hospitalet og Tugthuset i Throndhjem [1760–1764] bleve efter et allern. kgl. Reskript nogle Kvindemennesker, der kunde væve, sendte til Finmarken i Stedet for at være i Tugthuset sin Livstid. Af Nysgjerrighed bad jeg dem lade mig vide deres Tilstand der, og næste Aar indløb Underretning fra dem, at de knap havde sat Foden paa Land, førend de fik Friere, bleve gifte til Fornøielse og levede vel.“
