humbriske bialekt og det oldnorske Sprog end mellem den samme og den syd- eller vestsaksiske Dialekt. I det 10de og lite Aarh. kan Nedersaksernes og Frisernes Sprog neppe have været Nordboerne, naturligvis med Undtagelse af de i England bosatte Daner og Nordmænd, mere uforstaaeligt end Englændernes, og i ethvert Fald gjør Odd Munk i sin Bemærkning ingen Forskjel mellem Missionærer af ulige Nationalitet.
Hverken paa Kong Olaf Kyrres Tidsalder eller paa oprettelsen af faste Bispesæder i Norge gaar Forf. nøiere ind, om han end ikke forsømmer at tilføie, at engelske Geistlige ogsaa i denne sildigere Tid virkede i Landet, og at den engelske Kirke saaledes vedblev at øve Indflydelse paa den norske. Mod denne Begrændsning af Emnet turde intet være at indvende, da den norske Kirkes Forhold til den engelske efter Istandbringelsen af en fast indenlandsk Kirkeordning i Virkeligheden bliver en helt anden end forhen. Overhovedet tør man – naar bortsees fra Enkeltheder, hvorom forskjellige Meninger kunne gjøre sig gjældende – betegne Fremstillingen af Norges Omvendelseshistorie som vellykket, undtagen forsaavidt angaar den allerede fremhævede Undervurdering af det tydske og danske Missionsarbeide. Dog kunde jeg tillige ønsket borte en vis Raskhed og Overdrivelse, som hist og her fremtræder saavel i Tankegang som i Udtryksmaade. Jeg nævner f. Ex., at Kong Eadmund (S. 9) betegnes som en af da faa fremmede Helgener, der blev optagne i den norske Kalender; man spørger uvilkaarlig, om da Jomfru Maria eller Petrus og Paulus, Johannes og Jacobus, Bartholomæus, Thomas, Matthæus, Laurentius, Michael o. s. v. – vare Nordmænd af Fødsel? Naar videre de i England optrædende lagemanni uden videre identificeres med de nordiske løgmenn (S. 28), eller der (S. 40) holdes fast
