mente – som det efter Tidsfølgen synes med fuld Ret –, at det var Biskop Peder Hansens Indberetning af 24de April 1804 om den Forvirring m. m., som ved Hauge var bevirket i Menighederne, og de Hindringer, han og hans Folk lagde iveien for Oprettelsen af Læseselskaber o. s. v., der havde foranlediget Hauges Fængsling. Dr. Bangs Opdagelse af Biskop Hansens Indberetning og de heraf i dragne Slutninger maatte forekomme os slaaende, og der tør for Tiden neppe være nogen med Kyndighed i disse Sager, der drager dem i Tvivl. Man kunde ellers have god Grund til at blive mistænksom, naar man kjender til, at Hans Hauge, der ansaa sig forfulgt ene og alene paa Grund af overtrædelse af Forordningen af 1741, fortæller[1], at der i Kristiansands Stift „aldeles ingen Forfølgelse var“. Det synes efter Bangs Fremstilling klart nok, at det er Kirken, der gjennem en af sine Biskoper i rationalistisk Aand har foranlediget Statsmagten til paa sin Maade at hæmme en aandelig Bevægelse i Menigheden, hvis Formaal ene var Vækkelsen af kristeligt Liv.
Man kan ikke undgaa Indtrykket af, at det er et sørgeligt Mindesmærke, der her er reist over den norske Kirke i vore Bedstefædres Dage, og vi, som sidder inde med Vidnesbyrd om Kristenlivets Magt i de høiere Samfundsklasser netop fra denne Tid, har havt vanskeligt ved at tilegne os en saadan Tanke. Vi tør ikke her optage den gamle Strid om Rationalismens Magt inden det norske Presteskab 1796–1804 og skal heller ikke anstille nogen fornyet Undersøgelse om, hvorvidt det er denne, der er det overvældende Element i Modstanden mod Hauge og den ved ham vakte Bevægelse, men det tør vel sættes som en Kjendsgjerning, at Rationalisterne ikke var i Pluralitet i den norske Geistlighed paa denne Tid.
- ↑ H. Hauge: Udtog af Kirkehistorien. Chr.a 1822. S. 248.
