Man skulde kunne slutte, at Rationalismen maa have havt en meget stor Magt, naar det virkelig forholdt sig saa, at en Indberetning fra en af Norges rationalistiske Biskoper var nok til at bringe Regjeringen i Vaaben mod Hauge, – uden at den ikke rationalistiske Biskop J. N. Brun havde sagt et Ord eller faaet Anledning i til at erklære sig. Akershus Bispestol var vakant. Saavidt man kjender til Kancelliets Forhold i den Tid, har det ikke manglet paa Nøiagtighed i Forretningsførelsen og heller ikke paa Forsigtighed overfor den enkelte Person. Der er vel sagtens Eksempler paa Nepotisme, maaske ogsaa paa uretfærdige Embedsbesættelser, men neppe paa voldsom og overilet Fremgangsmaade. Især var man forsigtig overfor norske Bønder, og denne Forsigtighed tiltog, alt som det nærmede sig til Tiden, da det gamle Baand mellem Rigerne maatte løses.
Det vilde da ogsaa være paafaldende, om man – trods alt, hvad der blev skrevet i Fallesens Maanedskrift og paa Biskop Hansens Kontor – i Kancelliet skulde skride voldelig ind overfor Bønder i Norge, naar de overtraadte Forordningen af 13de Januar 1741 i den Hensigt at vække Syndere og fremme kristeligt Liv i Menighederne[1], medens man lod de stærke Jyder, der gjorde akkurat det samme, gaa i Fred. Naar Regjeringen satte Hans Hauge i Fængsel, medens den lod Peder Larsen gaa fri, kunde dette ikke være andet end den mest skrigende Uretfærdighed, hvis der handledes om at skride kuende eller knusende ind mod det nyvakte Kristenliv i Menighederne under Navn af Mystikisme, Forvirring, Forledelse til Grublen og Fortvivlelse og hvad andet man kaldte det. Det er neppe for meget at sige, at en saadan Uretfærdighed vilde være meningsløs, om
- ↑ H. Hauge: Udtog af Kirkehistorien. Chr.a 1822. S. 243.
