den ikke havde været en Umulighed hos de hæderlige Mænd, der sad i Kancelliet.
Hans Hauge var et Skud af Pietismen, og hans Standpunkt var det pietistiske .Det ligger derfor i Sagens Natur, at han maatte optræde mod Presterne. Pietismen er en Reaktion mod det stillestaaende i Kirken. Den vil have Liv og Bevægelighed, kommer derfor ofte nok til at optræde mod Stilheden, hvor den vil ramme det stillestaaende. Det er et Fænomen, som gjentager sig bestandig i dens Høvdinger. Det var saa med Thomas v. Westen og Eiler Hagerup i det 18de Aarhundredes 1ste Halvdel, saa med Hans Hauge i dets Slutning, saa med Lammers i vor Tid, og her kunde nævnes tiere Det er i alle Fald menneskeligt, naar Resterne optræder igjen mod pietistiske Angribere. Ingen har Lyst til at lade sig slaa. Det vilde være det urimeligste af alt herfra at slutte til et Fiendskab mod den i Pietisten fremtrædende kristelige Sands og Iver. Er man bleven vant til Stilheden – eller maaske til det stillestaaende –, vil man let faa Mistanke til Bevægelsen, frygte Forvirring i Menigheden, og herfra kommer man da let til at gaa paa Jagt efter Bevægelsens svage Sider og kaste sig over disse Det er ikke Vidnesbyrd om rationalistisk Kristendomsfiendskab, naar Prester ikke anerkjender – eller endog ikke forstaar – en pietistisk Bevægelse. Lammers havde mange Modstandere men der fandtes blandt dem ikke en eneste Rationalist. Derimod har vi paa vor Vei truffet en gammel, hjertelig troende Prest, der var aldeles udenfor Forstaaelsen af den ved ham vakte Bevægelse. Det er klart nok, at denne Strid mellem Prester og Lægprædikanter maatte være vel kjendt i Kancelliet, men det tør ansees for sikkert, at dette har ladet Striden gaa sin Gang uden at tænke paa nogen
