Kuelse af det religiøse Liv i den Form, hvori det ytrede sig hos den ene af Parterne. Der findes i alle Fald i i Kancelliets Protokoller, der er gjennemsøgte[1] fra 1802 til 1804, ikke Antydning til noget saadant. Presterne var jo Part i Sagen og Gjenstand for haard Kritik, og det ligger da nær at tænke sig, at det var dem om at gjøre at kue det ny vaagnede Liv i Menighederne, saaledes som det stillede sig for deres Betragtning. Vi nærer dog ogsaa her en Smule Tvivl. Det faar staa hen med Rationalisterne, men ved Siden af den staar en Skare af gamle fromme Mænd, der var Fædre for sine Menigheder. Der maa søges efter andre Grunde end Modstand mod den kristelige Livs-Rørelse, naar man vil komme til Klarhed over deres Forhold til Hauge og se Tingene, som de virkelig har været.
Det var et skjæbnesvangert Skridt, Hans Hauge tog, da han Sommeren 1801 blev Kjøbmand i Bergen. Det være langt fra os at dadle ham for det. Tvertimod: hans Motiver synes at have været rene og hans Formaal Guds Riges Fremme efter det Syn, han havde paa Tingen. Han kom lige fra Forvirringen blandt Vermerne paa Hedemarken, hvor man var begyndt med at forlade sit jordiske Arbeide for at gaa ud og forkynde Omvendelse. Han gik fra Hedemarken til Hallingdal, hvor man havde faaet det med apokalyptiske Drømmerier. Han maa have havt et levende Indtryk af de Farer, der truede hans Venner, og naar han tænkte sig, at den udelukkende Beskjæftigelse med det aandelige hos ham selv, det store Eksempel, kunde lede andre paa lignende Veie, der ikke var banede for dem, var det rimeligt nok, at han forsøgte at slaa ind paa en Vei, hvor han kunde lede dem baade som en god kristen og en nyttig Borger. Der
- ↑ Hr. Arkivar G. Kringelbach har vist mig denne Godhed.
