er sikre Vidnesbyrd om, at noget som en Samfunds-Dannelse ved denne Tid har foresvævet ham. Det skulde visselig ikke være nogen Sekt, men en Sammenslutning af hans Venner til Guds Riges Fremme. I Erhvervelsen af Penge fandt han her et Middel til at gjøre dem uafhængige af Verden og knytte dem mere og mere til hverandre indbyrdes. At Tanken fra Hauges Side ikke indeholdt noget urigtigt, maa vist erkjendes, men han har neppe overskuet de mulige Farer ved Realisationen: at den timelige Vinding let kunde blive en Snare for mange, uaar den strænge Tugt ikke længer lod sig holde, og at Samfundsdannelsen let kunde føre videre til Sektvæsen. Han tør have havt Øie for disse Ting, men neppe overskuet dem i deres Konsekvenser. Han var en kraftig Mand, der fattede raske Beslutninger og uden Betænkning satte dem iverk.
Der var imidlertid andre Ting, han sikkerlig har glemt. Det maatte for Verden se ud, som han vilde tjene Penge. Anderledes kunde Handelsvirksomhed i Bergen paa den Tid ikke opfattes. Men det var ikke nok hermed. Ogsaa hos Kirkens Mænd maatte han vække Mistanke om egennyttige Hensigter. De, som tidligere saa paa ham og hans Gjerning med Mistænksomhed, maatte faa denne forøget, og de, som hidtil havde været velvillig stemte imod ham, maatte nu faa sine Betænkeligheder ved hans Færd Saaledes gik det – som bekjendt – med Biskop J. N. Brun. Fremfor alt maatte Auktoriteterne begynde at betragte den religiøse Bevægelse med andre Øine, da den nu for dem maatte staa som kombineret med Handelsforetagender. Hvorvidt Regjeringen har bemærket den – formentlig – store Forskjel, som nu var indtraadt mellem den norske og den jydske Bevægelse, tør vi ikke sige noget om. Kancelliets Proto-
