koller meddeler intet herom i den første Tid af Hauges Hande1svirksomhed.
Vi faar huske paa, at man i hine Dage levede under et Formynder-Regimente, der er næsten uforstaaeligt for den nu levende Slægt. For os maa det se skrækkeligt ud med alle disse Privilegier og dette Laugsvæsen, der skarpt afgrændsede Næringsvirksomheden. Vi skal ikke indlade os paa nærmere Betragtninger af den ulykkelige Tilstand, hvorunder Folket levede, i Sammenligning med vor Tids hartad ubegrændsede Frihed, hvorunder Lykken møder op i Skikkelse af Socialisme og en almindelig Ængstelse for kommende Omvæltninger. Auktoriteterne passede nøie paa, at ingen overskred Grændserne for det Omraade, der var ham afstukket. Den Omhu, hvormed man vaagede over, at de enfoldige ikke blev bedragne, tager sig underlig ud i vor Tid, da enhver ved, at de enfoldige faar passe sig selv og vælge sine Formyndere, om de finder dem fornødne. Det var visselig en Brydningstid af overordentlig Rækkevidde, men man stod jo endnu midt i den. Revolutionens Ideer var ikke naaede op til vort Folk. Det levede ganske under det gamle Regimente – trods en og anden skaaltale i Kristiania og Bergen –, og ethvert Brud paa den tilvante Orden stod for Landets tænkende Mænd som noget, der grændsede til Forbrydelse. Under disse Forhold laa det nær at tænke sig, at den religiøse Bevægelse maatte blive benyttet i egennyttige Formaals Tjeneste, naar dens Mænd, ja selve Hovedmanden, begyndte at drive Handel. Der er ikke Tvivl om, at man nu begyndte med skjærpet Aarvaagenhed at give Agt paa Hauges og hans Venners Færd. Naar Biskop Brun med sin anerkjendende Udtalelse om Haugianernes Forkyndelse og kristelige Forhold peger paa den formentlig eksisterende Samfundskasse
