og de mange Penge, der gik gjennem Haugianernes Hænder, kan man være sikker paa, at han, der havde 4 Svigersønner blandt Bergens fremragende Handelsmænd, har søgt at skaffe sig Besked om det virkelige Forhold. Det lykkedes ham ikke, og han maatte holde sig til Formodninger, da Hauge og hans Venner med Frimureres Taushed har sørget for at holde Verden udenfor sine Pengeanliggender. Vi dadler dem ikke for det. Handelsmænd holder ikke af at indvie andre i sine Affærer, – allermindst naar de – som Hauge og hans Venner – kjender til, at man betragter dem med Mistænksomhed og passer nøie paa dem. Her kunde den mindste Feil blive farlig. Hauge har sikkerlig været sig dette bevidst og med sine visselig rene Hensigter vogtet nøie paa sig og sine Folk, at kun det gode maatte ske i hans Kredse. Hauge var en Mand af praktisk Dygtighed og med et skarpt Blik, men han har neppe været fri for en vis Naivetet, der paa dette for ham fremmede Gebet – Handelen – lod ham blive mindre forsigtig overfor Tidens strænge Næringslovgivning. At Auktoriteterne under sin Vaagen over denne var i høj Grad nøieseende, tør vi heller ikke dadle. De var jo satte til at passe paa, at de enfoldige ikke blev bedragne, og Midlerne, de havde at bruge, var ligesom Straffebestemmelserne strænge. Men her spurgtes naturligvis kun om Kjendsgjerninger, og naar en Embedsmand istedenfor saadanne kom frem med individuelle Betragtninger og almindelige Beskyldninger, blev der intet Hensyn taget dertil.
Det kan derfor ikke forundre, naar vi ved Undersøgelse i Kancelliets Arkiv[1] finder, at Biskop Hansens Indberetning af 24de April 1804 med alle dens stærke Udtryk er lagt tilside, uden at noget i Anledning af den
- ↑ Anstillet af Hr. Arkivar Kringelbach.
