Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/159

105

HANS HAUGES FÆNGSLING.

er foretaget. Heller ikke kan man undres over, at Kancelliet, naar et Faktum blev indmeldt, der var en Krænkelse af Handelslovgivningen, og dette sattes i Forbindelse med den religiøse Virksomhed, – fandt Anledning til at tage alvorlig fat paa Ophavsmanden og gribe til Forholdsregler, der vistnok fik langt mere vidt rækkende Følger, end man fra Begyndelsen havde tænkt. Hans Hauge havde Sommeren 1803 udstrakt sin Reise nordover lige til Senjen og Tromsø, og navnlig i Malangen og Bardodalen havde han vundet adskillige Tilhængere. Disse – det maa vel antages at have været alle, skjønt kun 5 af dem optraadte som vidner for Retten, da mange var bortreiste – havde med Hauge indgaaet en mundtlig Forening om, at de skulde sende ham alt, hvad de kunde skaffe sig af Fisk, Tran o. m., mod at han sendte dem, hvad de behøvede „til Livets nødtørftige Ophold“. En af dem havde dog forbeholdt sig ikke at sende alt, hvad han maatte have af Varer. Noget Regnskab blev der ikke holdt, da Hauge, om han blev noget skyldig, skulde „anvende det til Guds Ære, hans Navns ophøielse og Menneskers Omvendelse“. Det første af de her omtalte Vidner, Ole Lassesen, udtalte videre, at „han ingen Penge havde leveret til en hellig Kasse, men bliver noget tilovers, skal det nedlægges i Samfundets Kasse“. Han udtalte videre, at en Bonde, Even Larsen, havde solgt sin Gaard i Rennebu for 700 Rdlr., „og disse Penge er leveret til Hauge for at nedlægges i Samfundskassen, som ogsaa kaldes „de Troendes Samfundskasse“. „Samme Even Larsen havde faaet nogle Kreaturer og Fødevarer, som Hauge havde skaffet ham dels selv, dels ved herværende „Samfundsbrødre“. Et andet Vidne, Ingebrigt Israelsen, stadfæstede dette om Even Larsens Gaardhandel og Salgssummens Anvendelse, hvorhos han