ved den forlængst modbeviste Opfatning af Bretwafda-Titelen som betegnende en Overkonge, saa henviser jeg paa den ene Side til min Afhandling om „das angebliche Vorkommen des Gesetzsprecheramtes in Dänemark“, S. 389–94, og paa den anden til Kemble „The Saxons in England“; II S. 8–22 saavelsom til Bosworth-Toller, S. 124–5 og 131. Naar dernæst en Fortegnelse over Vitterlighedsvidnerne i et Diplom skal minde om Registret til en norsk (?) eller islandsk Saga (S. 98–99 Anm.), saa er herimod at bemærke, dels at de allerfleste deri forekommende Navne have rent angels. Former, dels at ethvert Personregister til en ældre tydsk Diplomsamling vilde opvise nøiagtig den samme Grad af Lighed. Fremdeles skal (S. 104) Erkebiskop Oswalds Optræden erindre om en nordisk Høvdings optræden paa Thinge, uagtet dog kun hans Veltalenhed kan afgive et Sammenligningspunkt. Biskop Rudolf skal (S. 182) paa sin „Residentsgaard“ i Borgarfjorden have holdt Skole for vordende Præster, medens Kilderne alene fortælle, at han boede paa Bær i Borgarfjorden og der efterlod tre Munke, o. a. lign. Alt dette er imidlertid Overilelser, hvilke man saameget mindre bør betone, som Forf. selv i sin Fortale udtaler sin Beklagelse over, at særlige Omstændigheder have umuliggjort ham en fornyet Overarbeidelse af Skriftet. Ved en saadan vilde Ujævnheder som de her fremhævede sikkerlig være bleven fjernede.
I sit femte Afsnit skildrer Forf. den angelsaksiske Indflydelse paa den norske Kirkes Forfatning og i det sjette den angelsaksiske Indflydelse paa den norske Kirkes Praxis. Begge Afsnit tiltrænge indgaaende Omtale. Jeg forudskikker imidlertid
