for sit eget Vedkommende tilføiede, at „skulde han lide Mangel i nogen Henseende, da har han Ret til at fordre af Selskabets Medlemmer al mulig Hjælp og Understøttelse fremfor nogen anden, der ikke hører til deres Selskab, og han maa modtage det som noget, der hører til Guds Ord og hans Befalinger“. Endnu 2 andre Vidner stadfæstede hvad der var sagt om Even Larsens Gaardhandel, og den ene, Peder Amundsen Sollien, havde gjort den samme Bestemmelse med sit mulige Tilgodehavende, som de andre.
Det var først ved Juletid 1803, at noget herhen hørende kom til Auktoriteternes Kundskab. Ved denne Tid havde Skipper Knut Hellestvet med Hauges Jagt „Anne Helene“ seilet nordefter med en Ladning, der bestod af Salt og Kornvarer, 6 Voger Hamp, 2 Voger Bladtobak og 2 Tønder Brændevin – alt for Hauges Regning. Underveis havde han afsat noget af Ladningen paa Gjeslingerne og der indtaget 18 Tdr. Byg. Nu havde han lagt sig ind i Dybvaagen i Senjen og handlet med forskjellige Mænd, hvorfor han 16de Decbr. 1803 blev anklaget af den throndhjemske Kjøbmand Wraamanns Faktor Carl Møller paa Kløven for ulovlig Handel. Der var udgaaet en skarp Skrivelse fra Rentekammeret 4de Febr. 1797 om, at ingen for Eftertiden var berettiget til at drive nogen Slags Handel med Almuen deroppe uden de, som dertil efter Ansøgning var forsynede med kongeligt Privilegium gjennem Kammeret, og at de, som handlede derimod, skulde tiltales af Fogden og straffes efter Anordningen. Dette synes jo overmaade strængt, men for det første maa vi huske paa, at saadanne Privilegier hørte Tiden til, dernæst at deres Indehavere ingenlunde blot havde Rettigheder, men var forpligtede – under Strafansvar – til altid at være forsynede med de Varer,
