sende ham den halve Fortjeneste[1] for at nedlægges i en af ham oprettet saakaldet hellig Kasse, for siden af bemeldte Hauge at anvendes til Menneskenes Omvendelse m. v.“ Da det ved Gjæsteretssagen var kommet frem, at der var flere Bønder, der havde stillet sig i samme Forhold til Hauge som Reinhart Tollefsen, paalagdes Amtmanden, naar flere Vidnesbyrd – idetmindste et – var tilkomne, at sende Udskrift af Forhøret til Bergens Stiftamtmand, der samme Dag – 30te Juni 1804 – fik Paalæg om „uopholdelig at lade Hans Hauge arrestere og tiltale paa Justitiens Vegne, saasnart han modtog Amtmandens Indberetning og fandt Factum tilstrækkelig oplyst“. Samme Dag udgik – som bekjendt[2] – Kancelliets Skrivelse til samtlige Bisper og Amtmænd i Norge om at skaffe nærmere Oplysninger om Hauge og hans Forhold, – en Skrivelse, hvori Biskop Hansens Ytringer om, at H. „sætter sine Tilhængere i Kontribution“ og „søger at vække Mistillid mod Statens første Auktoriteter og Lærerstanden“, er medoptagne. I Skrivelsen paalægges det Vedkommende at „gjøre Forslag til den hensigtsmæssigste Maade, hvorpaa det onde kan hemmes“.
Hauge forlod Bergen for sidste Gang i Begyndelsen af Juli 1804. Stiftamtmanden kan da neppe have havt Kancelliets Ordre, da han vel sagtens ellers maatte have forlangt Hauges Tilstedeblivelse, indtil det befalede Forhør var optaget og indsendt. At Hauge har kjendt til Knut Hellestvets lovstridige Forhold med dets Følger, da der var hengaaet et halvt Aar, siden Sagen blev forhandlet, er vel ligesaa sikkert, som at
