Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/167

163

HANS HAUGES FÆNGSLING.

ikke blot med dem, der kjendes som Rationalister, men ogsaa med rettroende Mænd og endog en af de faa endnu levende gamle Pontoppidanere, Sogneprest Wilhelm Falck paa Nøtterø. Naar man har tænkt sig, at disse Mænd var drevne af en jødisk farisæisk Nidkjærhed – eller for Rationalisternes Vedkommende af en hedensk –, har man visselig taget feil og dømt hin Tids Mænd ud fra vor Tids Standpunkt. Man har ikke taget i Betragtning, at den Tids Prester havde en meget stærk Følelse af sin Stilling som Kongens Embedsmænd. Traditionen er stærkt imod den Opfatning, at denne Stilling skulde have forledet dem til Hovmod og Herskesyge, om der end ogsaa findes Eksempler herpaa, – men de følte sig alle som en drevne til at holde Auktoriteten oppe og til at være paa sin Post, hvor denne blev angreben. Der har sikkerlig været dem, der nedsunkne i død Orthodoksi var Modstandere af Livsbevægelsen, og dem, der – selv levende – stred mod det pietistiske Element deri, men naar de her paa Regjeringens Opfordring gav sine Raad i den Retning, at den verdslige Arm skulde paakaldes, har det vel neppe været for at kue det aandelige Liv i sine Menigheder, men fordi de havde en Fornemmelse af noget, der lignede Opsætsighed, og Revolutionen, de havde gjennemlevet, havde vel yderligere staalsat dem mod alt saadant. Den mægtige hernhuttiske Bevægelse paa Listerlandet i 1790-Aarene vakte intet Had eller Fiendskab hos Presterne deromkring, hvor dog visselig adskillige har mærket dens Virkninger i sine Menigheder. Den blev ledet af Menighedens Prest, og intet kunde her lede Tankerne hen paa nogen Opsætsighed. Det kan være trist at tænke paa, at Kirkens Mænd paa saa mange Steder ikke kunde hæve sig til Biskop Bruns Standpunkt, men at de gjentagende greb til det Middel at lade Hauge arrestere som Løs-