kelig var en saadan Kasse, hvortil han havde bidraget 5 Rdlr. Det er bekjendt, at Hauge under Forhøret benegtede dens Tilværelse. Ved Forhøret røbede Hauge en ganske paafaldende geografisk Uvidenhed, naar han skulde gjøre Rede for, hvilke Prestegjæld han havde besøgt, men det vilde stride mod alt, hvad vi kjender til ham, om vi skulde tro, at han har fornegtet Sandheden for Retten. Bønderne i Malangen og Bardodalen havde Hauge aabenbart givet den Formel, at Overskuddet ved Handelen skulde anvendes „til Guds Ære, hans Navns Ophøielse og Menneskers Omvendelse“. Saa svarede den ene i Forhøret i Januar 1804, og saa svarede de øvrige i December samme Aar. At en Samfundskasse kan have været nævnt i Hauges Forhandlinger med dem er ligesaa rimeligt, som at de selv har tænkt sig noget saadant. Den har sikkert været paatænkt uden at komme istand. Paa Hellands Meddelelse kan vi heller ikke lægge nogen synderlig Vegt. Han kan som 17-aarig Gut af sin Hyre have givet sine 5 Rdlr. til Hauge og faaet valuta tilbage paa en Maade, han i sin høie Alderdom ikke kunde gjøre sig Rede for. Underligt er det ellers, at hans Ord faldt: „der var noget ved det Fællesskab, som jeg ikke likte.“ Nærmere vilde han ikke udtale sig herom.
Paafaldende er det, at Hauge i sin Levnetsbeskrivelse ikke omtaler de Begivenheder fra hans eneste Ophold i Finmarkens Amt, der blev saa skjæbnesvangre for ham. At netop disse gav Anledning til hans Fængsling, har han vel neppe vidst. Han forlod Bergen ved den Tid, Stiftamtmanden havde modtaget Arrest-Ordre over ham, og Reisen er rimeligvis tiltraadt, før den danske Post ankom. Det fortælles, at han ved denne Tid
