var i en trykket Stemning bl. a. for sine Handelsforhold[1]. Bekjendt er det, at han havde indladt sig paa Kjøbet af Briggen „Christiane Margrethe“, som tænktes solgt i Drammen, men Salget gik ikke, og Tollef Rache maatte lægge over 4000 Rdlr. ud. Det ligner ikke Hauge med hans unegtelige Freidighed at tage sig nær af en saadan Pengeaffære, som han trygt kunde lægge i Herrens Haand, naar den var ærlig. Derimod kan vi nok tænke os, at en saadan Begivenhed som denne, at en af hans Skippere maa erlægge 313 Rdlr. i Mulkt for vitterlig ulovlig Handel paa Hauges Vegne, kunde fylde hans Sjæl med Bekymring og minde ham om, at han ogsaa selv paa denne Vei var kommen i Strid med Loven. At Hauge skulde have indladt sig i Handel, som han vidste var ulovlig, vil vi nødig antage, men efter Forhøret ser det underligt ud. Et Vidne svarer, at han har kjøbt Varer paa Hauges Handelssted Løvøen hos hans Faktor, og efter dette skulde man jo tro, at Hauge maatte kjende de privilegerede Handelsmænds Rettigheder, der krænkedes af ham selv og hans Skipper. Med Løvøen har det sig imidlertid saaledes, at Hauge under sit Ophold her 1803 havde set Stedet, fundet det bekvemt og skrevet til Kristiania derom, hvorpaa en af hans Venner, som han kalder C. B., reiste op og kjøbte Stedet[2]. At det ikke hørte til Sjeldenhederne, at Handelsmændenes Privilegier krænkedes af tilreisende Skippere i Fjordene heroppe, er af Forhøret sikkert nok. Der tør have hersket en mindre stræng Opfatning af disse Forhold, der atter fremkaldte Rentekamrets skarpe Advarsler. Naar Hauge blev delagtig i denne ulovlige Handel, tør det have sin Grund i, at han var naiv i disse Forhold, – maaske ogsaa i, at hans
Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/170
Denne siden er ikke korrekturlest
166
D. THRAP.
