Handelsvirksomhed næsten den hele Tid, han var Kjøbmand, blev dreven af andre. Selv var han jo næsten bestandig paa Reiser. Imidlertid optræder han jo selv i Sommeren 1803 indledende Handelsforbindelser med Bønderne i Bardo og Malangen, hvor han maatte vide, at han ikke stod paa lovlig Grund. Maaske har han havt den samme Betragtning af Handelsmændenes Privilegium i Finmarken som af Forordningen af 13de Januar 1741.
Naar Hauge taler om sin Fængsling[1], staar det for ham som en given Sag, at den var grundet i hans Overtrædelse af Forordningen af 13de Januar 1741. Han kan ikke have kjendt til, hvad der gik forud for hans Anholdelse, og da han blev dømt for Overtrædelse af denne Forordning, har han vel sluttet, at han ogsaa derfor blev fængslet. Der er for ham her ikke Spørgsmaal om Auktoriteternes Forhold, men kun om hans egen Gjerning og dens Betydning, og at han da kun har set sig som den, der forfulgtes for sin kristelige Gjerning, kan være rimeligt nok. At hans Beundrere i en senere Tid har havt det samme Syn er ikke mindre rimeligt, og – Manden er bleven staaende for den almindelige Betragtning som den uskyldig forfulgte, levende, ivrige Kristendomsforkynder, der af sin Regjering lønnedes med Fængsel og Dom for sine Velgjerninger. Det har længe været klart for mange, at han ikke kunde blive staaende i dette Lys, naar en nøiere Undersøgelse af hans Livsgjerning og de Tidsforhold, hvori han levede, kunde anstilles.
- ↑ Hauge: Udtog af Kirkehistorien. Chr.a 1822. S. 248–49.
