hæng ligesaa; det er kun Slægtskabsforholdet til Ottar, der maa gjøres Rede for, især de kvindelige Mellemled, som det jo altid er vanskeligt for Ættetællerne at holde Rede paa. Alt dette kan kortere udtrykkes saaledes: Forfatteren og hans Tilhørere er fortrolige med Hordelands Ætter, har mindre Kjendskab til de andre norske Kjæmper og kjender af fremmede de gjængse Sagnhelte; Forfatterens Kilder er 1) for udenlandske Helte den episke Digtning, 2) for norske Helte udenfor Hordeland en genealogisk Overlevering, der vel allerede har begyndt at omsætte sig i friere Sagnform: Halvdan den gamles Mandsætlinger, 3) hordelandske Ættetal, der for Kaareættens Vedkommende er helt uafhængig af poetisk Bearbeidelse, for Alv den gamles Æt har en større genealogisk Viden end Digtningen om Halvskjæmperne – det være sig Kvad eller Saga – har kunnet optage; – kort og godt: kun for Hordeætternes Vedkommende er Forfatterens Viden rent genealogisk, og alt dette passer kun paa, at Kvadet er digtet paa Hordeland.
Et andet Hjemsted for Hyndluljóð laa det ellers nær at søge paa Island. Kvadet foreligger jo i islandsk Opskrift; og i dets Stamtavler har man villet se en sen genealogiserende og katalogiserende Interesse udtrykt. Men det, man støtter denne Antagelse paa, modbeviser den netop. Vi finder mange Tilknytninger til historiske Personer fra Hordeland; men for de hordske Sagnhelte, der blev stamfædre for Landnamsmænd, mangler Kvadet Interesse; og vi møder i Navnene ingen Gjenspeiling af deres islandske Ætlinger, saaledes som af de paa Hordeland boende. Som der ingen Interesse er for Islændingene, er der heller ingen Berøringspunkter med deres Tradition. De Forfattere, der i 12te Aarh. samlede alle islandske slægters Ættetal og Frasagn til den store
