Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/18

14

K. MAURER.

lertid kun meget delvis at erkjende hans Resultater i denne Retning som rigtige. Vistnok forholder det sig saa, at Kristenretten i de norske Retsbøger, ligesom i de islandske og svenske, danne et eget, i Spidsen for det hele staaende Afsnit, medens en lignende Udskillelse af det kirkelige Lovstof fra det verdslige ikke er gjennemført i de danske og tydske Kilder. Ligeledes er det rigtigt, at i England først Kong Eadmunds Love (940–46), derpaa Kong Eadgars (959–75) og senere Kong Æðelreds (978–1016) og Kong Knuts (1016–35) i en vis Udstrækning skille de geistlige Bestemmelser fra de verdslige, samtidig med, at de geistlige stadig tiltage i Omfang Men heraf at slutte, at den norske Ret bar hentet denne Udsondring fra England, synes mig dog at gaa for vidt. Hensigten med Udskillelsen saavelsom Maaden, hvorpaa den er gjennemført, er nemlig paa begge Steder en høist forskjellig I Norge, Sverige og paa Island er den særskilte Behandling af Kristenretten i et eget Afsnit aldeles ikke noget enestaaende; tværtimod omfatter Retsbøgernes Inddeling i bálkar og þættir her ogsaa samtlige den verdslige Rets Bestanddele. Desuden hænger denne Inddeling i de nævnte Lande sammen med den eiendommelige Skik, at Lagmændene holdt Retsforedrag paa Thinge, og den gaar derfor uden al Tvivl, ligesom disse Foredrag selv, langt tilbage i hedensk Tid. I England derimod kjendte man hverken saadanne Retsforedrag eller Retsbøger med en saadan Inddeling. Meget mere havde man her foruden nogle Optegnelser af specielle Sætninger, Retssædvaner og Formler alene de efter Tidsfølgen ordnede Love af meget blandet Indhold, som enkelte Konger havde udgivet. Naar da i visse sildigere af disse Love de kirkelige Emner behandles adskilt fra de verdslige, saa staar denne Udsondring – ligesom Til-