Landnamsbog, er fremmede for alt hvad der interesserer Hyndluljóð. Men et endnu grellere Billed af Islændingenes Uforstaaelse gav den ikke meget yngre Forfatter, der indordnede Hyndluljóðs Heltenavne i sit Skrift om Norges Bebyggelse; han henlægger de hordelandske Herser, nogle til Østerdalen og andre – til det sydlige Frankrig!
Hvor nær det end ligger at tænke sig et Kvad som
Hyndluljóð hjemmehørende paa en bestemt Egn af Norge,
saa er denne Forestilling dog saa ny, saa uvant, den at
Oldtidens Digtninger tager bestemt Plads paa den virkelige
Jordbund. Vi maa dog gjøre os fortrolige med at
have Fornkvadenes Optrin saa nær paa Livet, og vænne
øjet til fra .det ny Stade at klare sig de nye Synslinjer.
En saadan Synslinje aabner os gjennem Ottars Ætterækker
et Indblik i hvorledes der om Halvskjæmperne gror
en Kreds af Epigoner op, fordi Hordelands Storætter
skal have Digtning om deres Forfædre; men den Side
skal jeg ikke dvæle ved for denne Gang. En anden
Synslinje viser os Hordelands Fjelde og de Vætter, der
har til Huse der, som Baggrunden for vor Digters Værk.
Kvadet maler os Frøja ridende sit natlige Ridt, sin
valsinni – „Dødsfærden“ – hen over Jorden og til
Valhal, underveis kaldende Gygen ud af stenen til at
sadle sin Ulveganger og ride med i hendes Færd. Vi
ser herigjennem det natlige Ridt, hvormed Overtroen befolker
Dal og Haug. Jeg tænker hermed ikke saa meget
paa den mest kjendte Form af Ridtet „Oskorei.“ Dette
Navn tilhører den lidt sydligere rygske Folkestamme –
lige fra Stavangerfjord indtil Telemarkens lavere Dalfører –;
og den har sin særegne Skik: her rider Gudrun med
Hestehalen – med Sigurd eller Sigmund ved sin Side –
i Spidsen for Drangernes Tog, naar de kommer for ved
