Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/181

177

NORSKE OLDKVAD 0G SAGNKONGER.

Slagsmaal og Ufred at hente nye Deltagere til det store Dødningetog. Men jeg tænker paa den Grundform, der er fælles for alle som hører til den hordske Folkegren: Jólareið, som den nævnes paa Hordeland, Hardanger, Voss og Hallingdal, Jólaskreið hos Sygninger og Valdreser. Det er Egnens Vætter, fra Fjeld og Haug, der farer Dalen igjennem; underveis tager de Deltagerne med fra deres Hjemsteder. Ridtet gaar værst i Julen, men ogsaa om Torsdagskvældene, især om Høsten; de henter ogsaa Mennesker, som de sætter op med at ride: de maa stjæle til dem af Gildekosten paa Gaardene; Ridehestene er de selsomste Dyr, snart Svin, snart Bukke. Føreren er oftest et gammelt Trold, Traand, med Næsen hængende ned til Sadelknappen; men i Hardanger – fra selve Hordeland kjender jeg ingen Optegnelser – er Reiens Fører en Kvinde, bærende Navnet Fruen, sjeldnere Fru Rei. Denne Betegnelse „Fruen“ er, naar den føres tilbage til den ældre Middelalders Sprogform, ligefrem „Frøja.“ Dette Folketroens natlige Ridt – Frøja ridende i Spidsen for et Tog af Tusser, Egnens vætter, og hentende Mennesker med i Toget – er det da, Digteren har benyttet i sit Kvad. Men Hyndluljóð er ikke noget umiddelbart Udslag af denne Tro; Troldefølget har han tænkt sig mere i Baggrunden eller snarere ladet udenfor Betragtning; det er Frøja med en enkelt Jættekvinde og et enkelt Menneske, der føres frem. Hele Samtalen, hvor Asynjen faar Troldkvinden til at give Oplysning om den skjulte Fortidsviden, udspringer ikke af den folkelige Jólareið, men har mere literære Forbilleder; den hænger sammen med Digtninger som Vǫluspá en skamma, Vǫluspá og Vegtamskviða.