Betydning, nemlig en Trønder og tre Møringer; og saa regelmæssig, Landskab for Landskab, ned langs Kysten: Fjordene, Sogn, Jæderen og Agde. Islændinge danner Afslutningen paa den norske Afdeling; saa følger Upsvearnes store Flok, og Søkonger fra Østersøegnene. – I det paafølgende Slag dvæler Digteren særlig ved tre Optrin: 1) Starkad fælder en Række af Haralds Hirdmænd og andre Daner, samt hugger Haanden af Mærkesmanden Visna; 2) Skjoldmøen Vebjorg fælder Sóknarsóti, en af de norske Kjæmper, men Teleboen Torkel Traae fælder hende med en Pil; 3) Ubbe Friser, Haralds ypperste Kjæmpe, fælder den ene efter den anden af Østersøkongerne og af Ynglingeætten, nedlægger ialt 25 Modstandere og saarer 11 „alle Svier eller Gøter“, – indtil de trende Teleboere, Haddr den haarde, Hroald Taa og Gretter den vrange, gjennemborer ham med en Mængde af Pile; „da først fik Trønder og Døler Magt med Danerne“. Dette drager efter sig Stridens Afgjørelse: Harald styrer sin Vogn ind i den vildeste Kamptummel og falder for Brunes (Odins) Køllehug.
Hvor denne Skildring af Slaget er bleven til, giver Kjæmpeopregningen klare Vink om. Ligesom Kvadet har en saa ulige større Interesse for de norske Deltagere end for Daner eller Svenske, har det ogsaa Forkjærlighed for nogle norske Egne og tilsidesætter andre. Saaledes savner vi helt Kjæmper fra Haalogaland; og det folkerige Trøndelag er repræsenteret af en eneste Mand, der bærer det lidetsigende Navn Trond den trøndske. Hele det østlige Norge (Raumarike, Raanrike osv.) repræsenteres alene af Gandalvssønnerne, Konger i „Alfheimar“, Hrings Svogre og dog Hirdmænd i Haralds Hær; vi hører senere i Kvadet, at „Dale“-boerne (Gudbrandsdølerne) er paa Hrings Side, men i Optællingen forekommer ikke nogen
