Telekjæmper har Skjalden samlet paa et Sted hele det voldsomme og med Forsæt ufagre Krigsmandsvæsen, hvoraf der er en hel Del hos alle hans Nordmænd; de ligner stærkt en langt nyere Tids omvandrende Slagskjæmper blandt den norske Bondealmue. Og det er det, han vil udtrykke, det er Typerne midt ud af Bondeflokken, han vil fremstille, ikke den sjeldne Helt. Der er ingen af hans Kjæmper der vokser de andre over Hovedet; de er alle lige gode Teleboer.
Der er et andet Kvad, som det ligger nar at tænke paa i denne Sammenhæng. Det er Starkads Dødskvad, saaledes som vi kjender det af Sakses latinske Oversættelse. Her optæller den graanede Kjæmpe sit lange Livs Bedrifter; i alle Sammenstød er han bleven Seirherre; kun „da han kom til Telemarkerne, bar han blodig Pande derfra, slagen med deres Smedehamre.“ Ligesom i Braavallakvadet ingen kunde overvinde Ubbe uden de telemarkske Bueskytter, er Starkad ikke i hele sit Kjæmpeliv bleven overvunden af andre end Teleboerne. Ved disse to Optrin er Forholdene ganske ens: Fantasien har ikke skabt nogen enkelt Helt hvori Folket ser sig selv udtrykt; men det er den telemarkske Kjæmpeflok i Almindelighed som Fortidens berømteste Helte ligger under for. Skulde Digtere fra andre Egne gjøre sig til Udtryk for denne telemarkske Stolthed, maatte den vage Kjæmpeflok ombyttes med en enkelt Kjæmpe, der havde mere poetisk Interesse. Men naar dette ikke er skeet, er kun én Forklaring naturlig: selve disse Kvad er digtede i Telemarken.
Fra de enkelte Kvad, der bærer Mærke af norsk Oprindelse, gaar Tanken til selve Sagnstoffets mulige Norskhed. Og da viser det sig, at i den norsk-islandske Skjoldungdigtning spiller Nordmænd saa mærkelig stor en
