Vi vender os nu til en anden Sagnkreds. – Enhver der har gaaet gjennem Norges historiske Musæum i Kristiania, maa have lagt Mærke til en Række af Fortidsminder, der ligesom giver hele Samlingen sit Præg. Det er de prægtige Arkitekturstykker fra romanske Stavkirker. Og blandt disse har man gjerne dvælet længst ved Portstøtter med billedlige Fremstillinger af Volsungdigtningen. Mellem de udskaarne Slyngninger ser vi snart en Sigurd kjæmpende med Faavne, snart en Gunnar i Ormegaarden; eller en hel Kjæde af optrin fra Volsunghistorien, fyldende begge Portens Sidefjæle, saaledes som paa den ypperste af dem, Portalen fra Hyllestad i Sætersdalen. I saadanne Kirker har hele Sognefolket havt disse Billeder for Øie hver Søndag, og hvert Barn har været fortroligt med Heltesagnets store Optrin. Der haves i alt fem Volsungportaler; dette ret anselige Tal blandt de til vor Tid bevarede stavkirker giver en Forestilling om, hvor gjerne en Menighed har fulgt det af en anden givne Eksempel i Valget af Billeder. Det er et bestemt Landomraade, Volsungbillederne tilhører, Sætersdalen, Telemarken og et Stykke østover mod Kristiania. Og fra disse Egne har vi ogsaa andre Vidnesbyrd om, hvor dybt Olddigtningen er trængt ind i Folkets Bevidsthed. Det ene er Folkevisen om Sigurd Sveins Ungdom samt de enkelte løsdrivende „Stev“ om hans Bedrifter, der sammen med saa stor anden Rigdom af Middelaldersdigtning har levet ned til vor Tid hos Telemarkens Almue. Det andet Vidnesbyrd er fra en Forestillingskreds, der griber endnu stærkere ind i Folkets dagligste og dybeste Sjæleliv. Folketroens „vilde Jagt“ eller „Rei’“ findes hos Nordmændene ligesom hos mange beslægtede Folk; men i det sydligste Norge – klarest fremtrædende i Telemarken – optræder
