den i en meget eiendommelig Skikkelse, „Oskorei’en“: Forrest i Dødningeridtet rider en Kvinde, Guro Rysserova, „Gudrun med Hestehalen“, paa en Gang et sært huldreagtigt Væsen i hvem Rei’ens Rædsel og Magt er samlet, og samtidig et menneskeligt Væsen i Guro Gunnarsdotter (rettere: Gjukadotter) med sin Husbond Sigurd eller Sigmund ved Siden, klart udpegede som Personerne i Sigurdsvisen, og selve denne Vise lader ogsaa sin Helt vælge at ride„i „Oskorei“ med Gudrun. Om Grunden til Ridtet ved Visen ikke andet, end at de som Hedninger ikke havde hjemme i Himmerig; et Folkesagn, som Professor Bugge har hørt af en gammel Kone i Telemarken, fortæller derimod, at Gudrun „voldte ni Barnekvinder Graad“ og blev tagen med af Oskoreien, og da kvad hun:
„Sutinne aa sorgjinne
dreg eg unde min skó;
daa æ eg allegla-aste,
naar de gjeng meg mest imot.“
Der rider hun i Følge med Ebbe Skammelsøn. – Hvor ungt dette sagn end er, synes dog dets Opfattelse rigtig: de Mennesker, som har brudt alt hvad der bandt dem til andre, de træder – som Ebbe Skammelsøn – „saa mangen Sti vild“, de eier, selv som ødøde, ikke Fred og Hjemsted paa Jord. – Men hvad der maa undre os, er, at det er Digtningens Helte der gjæster Telebonden med natligt Ridt, og at det ikke er Egnens for længst afdøde virkelige Beboere. Det viser et Bondefolk, over hvis Fantasi Sang og Digt har større Magt end den ydre Virkelighed.
Hvor langt tilbage i Tiden gaar Telebondens fortrolige Samliv med Digtningen? At baade Sigurdsvisen og Oskoreitroen er bevaret gjennem Aarhundreder, er der ikke Tvivl om. Visen maa være bleven til mellem 1200
