Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/19

15

NOGLE BEMÆRKNINGER TIL NORGES KIRKEHISTORIE.

fældet er med det samme Afsnit i Leges Alamannorum og Bajuvariorum – fuldkommen isoleret. Den hænger ikke sammen med Grundlaget for Lovoptegnelserne, men er alene fremgaaet af den ganske naturlige Bestræbelse efter inden selve Retsbogen saa meget som muligt at sammenstille det ensartede Stof. Det er altsaa klart, at den i Norge traditionelle Fordeling af Retsemnerne allerede i og for sig og uden ethvert Hensyn til noget udenlandsk Mønster ved Overgangen til Kristendommen maatte have til Følge, at de kirkeretslige Bestemmelser blev bearbeidede i et særskilt Afsnit, og paa samme Maade synes ogsaa det kirkeretslige Afsnits Plads i Spidsen for den samlede Ret ene og alene at være en Arv fra Hedendommen, idet det for Ulfljotsloven lader sig bevise og for Gulathingsloven idet mindste i overveiende Grad sandsynliggjøre, at de allerede i hedensk Tid indlededes med Bestemmelser af religiøst Indhold. Der foreligger saaledes ikke den ringeste Grund for den Antagelse, at man i formel Henseende har fulgt et fremmedt Forbillede. Tværtimod viser den naturligvis i og for sig aldeles ligegyldige Omstændighed at den samme Indgangsformel „Þat er upphaf laga várra“, hvormed allerede Ulfijotsloven begyndte, ogsaa findes ligelydende anvendt i de norske Loves Indledningsord, hvor nøie man endog i de mindste Smaating holdt fast ved den indenlands nedarvede Skik og Brug. Paa den anden Side forstod det sig af sig selv, at Kristenrettens Indhold maatte blive at hente fra Udlandet. Alene rent undtagelsesvis kunde her enkelte Levninger af Hedenskabet, som f. Ex. Forskrifterne om visse Frigivelser eller lovbestemte Drikkelag, i kristeligt Tilsnit blive medtagne. Allerede de Ord, som i den forøvrigt fra Hedendommen arvede Formel følge umiddelbart efter det nysnævnte ældgamle Udtryk, danne Vidnes-