og 1500, snarest nær ved den første Tid, da Eddakvadenes Indhold, navnlig Gripisspá, saa kjendelig findes igjen i den. At den er digtet i Telemarken, lader sig dog ikke udtrykkelig bevise; men er den ikke opstaaet der, maa den være omdigtet efter Egnens Folketro. Endelig er der Stavkirkerne, fra Tiden 1200–1250, altsaa de ældste og de .mest stedlige Vidnesbyrd om Sagnet. Bygmestrenes og Sognefolkenes Kjendskab til Volsungsagnene maa enten hvile paa Oldkvad eller paa middelalderlige Folkeviser. Denne sidste Mulighed er ikke meget rimelig; vi kan ikke bevise, at alle de fremstillede optrin har været besungne i Folkeviseform, og de enkelte Stavkirkers Bygning ved Aar 1200–1250 forudsætter, at Volsungsagnene senest ved Aar 1200 er kjendte og yndede; men paa den Tid kan Folkeviser endnu ikke have været almindelige blandt norske Bønder. Men da maa de sydnorske Sigurdsfremstillinger hvile enten paa selve Oldkvadene eller paa prosaisk Gjenfortælling af deres Indhold. Og Almuens store Forkjærlighed for Volsungdigtningen føres derved tilbage til gamle Kvad i Oldtidsform. Oldkvad, udskaarne Billeder og Visesang er da forskjellige Tiders Udtryk for Vedhæng ved samme Sagnemne gjennem mer end syv Aarhundreder. Den folkelige Oskorei-Tro vil vel ogsaa, naar den bliver ret gransket, afgive sit Vidnesbyrd herfor, vistnok stærkere og mere indgribende end noget af de andre.
Naar en enkelt af Telemarkens Viser, Sigurd Sveins
Vise, staar paa saa gammel og saa bred en Bund, ligger
det nær at spørge: hvorledes forholder det sig med disse
Egnes andre Viser. Telemarken er jo Norges rigeste
Egn paa gamle Folkeviser. Og Forholdet er det, at medens
mange af Norges Egne gjemmer paa sagn og Eventyr,
medens Hardanger og Valders spiller sine gamle
