Slaatter, er det kun de to sydlige Fjeldbygder, Telemarken og Sætersdalen, hvor den gamle norske Sang – som Vise og som „Stev“ – er forplantet rigelig ned i Tiden. Disse Egnes Rigdom er saa stor, at om vi lægger alle andre Egnes Viser sammen, bliver det kun Smaating mod Telemarkingers og Sætersdølers Skatte. Denne Rigdom hos de sydlige Fjeldbygder kan have to Grunde: enten har Sangen oprindelig været mere ligelig fordelt, og kun et Par Bygder har bevaret den, eller ogsaa har, lige fra Middelalderen af, Teleboer og Sætersdøler været deres Naboer langt overlegne i Sangbegavelse.
Jeg har talt med Professor Bugge og Professor Moltke Moe om Spørgsmaalet. Begge er de tilbøielige til at mene – ud fra deres Kjendskab til de enkelte Viser – at Telemarken og nærliggende Egne lige fra Middelalderen har været den store Beholder for Folkesangen, og at Digtningen kun langt sparsommere har søgt til nordligere Egne. Denne opfattelse forekommer mig meget rimelig. Alt som man nærmere har lært den norske Bondealmue at kjende, har det vist sig, hvor rodfaste Bygdeeiendommelighederne er; og de sydlige Fjeldbygders Forkjærlighed for Sang og Poesi, selv i alle Dagliglivets Optrin, er et væsentligt Træk i Folkets Karakter, som vi neppe tør tænke borte eller tildelt andre. Den simple naturlige Tankegang er, at det inderlige poetiske Samliv med Viserne naar tilbage til deres Tilblivelsestid.
Men Teleboudens Visesang kan heller ikke være groet paa bar Bund. Vi maa forudsætte, at under andre, ældre Former har den rørt sig, før den brød frem i Kjæmpevise og i Stev. Dog, denne taagede Mulighed kan vi ombytte med mere bestemte Træk. Vi har seet, hvorledes Sigurd og Gunnar Gjukesøn endnu paa Old-
