kvadenes Tid var blevne Telebøndernes bedste Venner, og vi har seet Starkadsbedrifterne besungne i egne telemarkske Kvad.
Telemarkens ældste poetiske Behandling af de sydfra indvandrede Sagnstoffer var dog selv kun et Led i disse Emners Tilegnelse. En anden og endnu større Produktion er Kystegnenes Forsøg paa ud af dansk Digtning at skabe større Sagnkredse med nationale norske Helte. Midtpunktet herfor er Jæderen, den gamle (forhistoriske) Kulturbygd. Ydergrænsen mod nord er Hordeland, ikke blot som Starkads nordligste Bosted; men her opstod ogsaa Halvsdigtningen, der ved sin stærke Paavirkning fra Skjoldungkvadene røber sig som Sideskud af den jæder-telemarkske Digtretning.
Med Hordeland har vi naaet Nordgrænsen ikke blot for Skjoldung-Omdigtningen, men ogsaa for Besyngelsen af norske Helte. Om Hladejarler, om Hravnistamænd, om Hringerikinger, om Raumarikinger har vi ingen Oldkvad. Heller ikke forfremmede Sagnstoffer kan nogen Egn opvise en lignende Alvor i Tilegnelsen, som den Maade hvorpaa Sigurd, Gudrun og Gunnar føres ind i Billeder, Folkesang og Overtro[1]. For de andre Egne synes Fortidsminderne langt mere overleverede i Prosadigtning, Sagaer. Ogsaa disse Sagn og Sagaer staar sikkert i Forhold til de enkelte Egnes stedfaste Folkedigtning og Folketro, paa lignende Maade som vi saa det
- ↑ Overhovedet er det mærkeligt at se Sydegnens mange Tilknytninger for Heltedigtningen, da det øvrige Norge er saa fattigt derpaa. Det eneste Heltekvad der er paavist som hjemmehørende paa en anden Egn, er Völundarkviða, (dette maa vi med Bugge opfatte som nordenfjeldsk); men det afviger i Stil meget fra andre Heltekvad. Gudekvadene falder maaske mere spredt (Grimnismál paa Haalogaland); men det er endnu ikke oplyst.
