ved Oldkvadene. Men jeg skal ikke prøve at føre Dem ind herpaa; det er Studier der endnu er saare langt fra deres Fuldendelse.
Naar jeg i Telemarkens Kjæmpeviser, Jæderens Heltesagaer og Hordelands Frøjakvad har seet Udslag af en sydnorsk Besyngelse af Heltelivet, dybt sammenvokset med hver Bygds hjemlige Forestillinger, har min ledende Tanke været at opsøge et af de hidtil skjulte Midtpunkter i norsk Aandsliv. Hidtil har det jo været saa, at kun Islands Literatur stod klart for os, og nyere Forskninger har dernæst henvendt Blikket paa de vestlige Øers Betydning; selve det gamle Norge laa i Taage.
Nu har norske Videnskabsmænd gjennemgransket Landet for at finde Eiendommelighederne i Jordsmon og Menneskerace; jeg tænker paa Arbos Maalinger og Hansens geologiske Undersøgelser, paa Arkæologernes Gravninger i de gamle Tomter. I Folketroen har Moltke Moe peget paa ældgamle Stammegrænser. Det er af disse Videnskabsmænd, jeg har lært at se Bygdeeiendommeligheden som dybt rodfæstet, grundet i mange Aarhundreders Overlevering og stemplet af selve Landets Bebyggelse. Ud herfra har jeg vovet at se de enkelte Bygdefolk og Stammer som Baggrund for Literaturværkerne og som den Undergrund, hvori de er groet; hver Stamme har ydet sit Bidrag til Kultur og Literatur. Det Hjemstedspræg, som allerede Sophus Bugge paa sit dristige Vestervikingstog leilighedsvis har øinet hos enkelte af Oldkvadene, har jeg søgt at følge og at uddybe; til at gjennemtrænge det islandske Taageslør over Norge har jeg havt Hjælp i Sakses mere ægte norske Overleveringer. Et Midtpunkt for poetisk Liv, først og fremmest for Heltedigtningen, har jeg fundet i det sydlige Norge, hos den rygske Folkestamme. Dens naturlige Anlæg og den nære Ind-
