At mit skrift om „Den angelsaksiske kirkes indflydelse paa den norske“ har bevæget prof. Maurer til at skrive sine „Nogle bemærkninger til Norges kirkehistorie“, anser jeg for den største hæder, der kunde blive mit mangelfulde arbeide tildel. Og selv om dets betydning af fremtidens historikere skulde reduceres til dette éne, at det har givet anledning til hin afhandling fra den gamle mesters haand, saa har det dog ikke været skrevet forgjæves, og dermed kan jeg være tilfreds.
Imidlertid vil vel hverken prof. Maurer eller andre finde det helt upaakrævet, at jeg endnu engang søger at hævde rigtigheden af de synsmaader, jeg i min bog har taget ordet for. At give mig ikast med alle de detailler, som min recensent har underkastet kritik, dertil har jeg dog for øieblikket ikke tid, og uvist er det, naar jeg atter kan faa optage disse studier i deres hele omfang. Og uden dybere forskning, uden at kunne bringe nyt materiale ind i diskussionen har jeg ingen lyst til at gribe pennen. – Paa et enkelt punkt tror jeg dog med forholdsvis ringe besvær at kunne indlade mig, og da dette punkt danner
