basis og forudsætning for alt mit raisonnement og hele
min bevisførelse, synes en fornyet drøftelse af denne detail at være ønskelig. Jeg sigter hermed til spørgsmaalet, om tyske og engelske missionærer har lige andel i Norges kristianisering.
Jeg kan nemlig ikke faa andet ud af prof. Maurers polemik end, at han gaar ud fra, at saa har været tilfælde. Thi ikke blot forudsætter han, at ethvert kirkeligt laaneord og enhver kirkelig institution, hvortil paralleler kan paavises baade i England og paa fastlandet, ligegodt kan være indført fra den ene som fra den anden kant; men han siger udtrykkelig (s. 110), at „de tydske forkynderes arbeide“ ikke har været „mindre virksomt“ end de engelske missionærers. Denne bemærkning slaar fuldstændig overende den forudsætning, hvorunder min bog er skreven; og, hvis den er rigtig, da er min forskningsmethode ikke blot mangelfuld og ensidig, men den hviler paa en illusion og er et videnskabeligt blændværk. At jeg ikke mala fide har udført dette taskenspiller-kunststykke, behøver jeg vel neppe at forsikre. Men bona fides synes her at være hartad lige saa graverende. Thi man maatte jo billigen kunne forlange, at jeg ikke i den grad byggede mit hus paa sand.
Hvorpaa grunder nu prof. Maurer denne sin vidtrækkende paastand? Jo, paa magister Adam af Bremen. Lad mig gjengive prof. Maurer i sammenhæng: „De engelske missionærers virksomhed i Norge har forf. skildret med levende farver. Derimod har han i modsætning hertil altfor meget ladet træde i baggrunden de tyske forkynderes ikke mindre virksomme arbeide, der rigtignok for det meste kun kjendes af Adam af Bremens sparsomme og nøgterne angivelser, medens de langt sjeldnere omtales i de livligere berettende islandsk-norske historiske kilder.
