I Særdeleshed har han lagt altfor ringe vægt paa Olaf den helliges meget bestemte tilslutning til erkebispestolen i Hamburg, betinget som den var dels af kongens fiendtlige stilling ligeoverfor det dansk-engelske monarki dels af den nordiske missions, af kurien iværksatte indordning under det nævnte erkebispedømme. Og dog give saavel magister Adams meddelelser som de ældre islandske biskoppers levnetsbeskrivelse i denne retning særdeles oplysende veiledning.“
Vi maa se lidt nærmere paa denne udtalelse, og vi skal begynde med Olaf den helliges tilslutning til Bremen. Denne tilslutning har da heller ikke jeg forbigaaet i taushed[1]. Den omtales af Adam (II, 55) i følgende ord: „Han (ɔ: Olaf den hellige) sendte ogsaa gesandter til vor erkebiskop (ɔ: Unwan 1013–29), hvilke medbragte skjænk og begjærede, at han vilde venligen modtage disse biskoper samt sende ham andre af sine egne, der kunde befæste det raa norske folk i kristendommen“. Af Adam IV, 33 fremgaar det, at gesandten var Olafs bekjendte hirdbiskop, englænderen Grimkell. Man tillægge nu denne sendelse hvilken betydning man vil; ét maa dog staa fast, og det er, at de angelsaksiske missionærer ikke blev tyskere ved at aflægge et besøg i Bremen eller ved at anerkjende den nordtyske metropolit som sin overordnede. Efter som før dette møde og denne anerkjendelse vedblev de at være engelske geistlige, talte de det samme sprog, og fulgte de de samme kirkeretlige og dogmatiske doktriner som tilforn. Nogen kontrol med deres forkyndelse og deres organisatoriske virksomhed fra den hamburgske metropolits side er der ikke den fjerneste antydning til; og hvor liden dennes magt var i Norge,
- ↑ Se min bog s. 166.
