fremgaar ikke blot af Harald haardraades bekjendte svar til Adalberts udsendinge: „Jeg kjender ingen erkebiskop eller magthaver i Norge uden mig. Harald!“[1], men ogsaa af Adams beretning om den storartede synode, som den samme Adalbert udskrev til Slesvig 1063, og hvor alle nordens biskoper var tilsagte at møde. Men „hinsides havet“ – i Norge og Sverige – havde Adalberts bud ingen effekt: „Soli diucius expectabantur transmarini. Ea res hactenus (ɔ: 1075) synodum remorata est“.[2] Det er Adams tørre, men meget sigende bemærkning. Thi, naar metropoliten i Bremen ikke havde autoritet nok til at fremtvinge møde af sine oversøiske suffraganer, saa har der vel heller ikke i andre retninger staaet synderlig respekt af hans bud.
Jeg tør derfor gjøre regning paa bifald fra alle sider – ogsaa fra min hæderkronede recensents – naar jeg hævder, at gjennem den angelsaksiske geistlighed kunde ingen tysk indflydelse bane sig vei til den norske kirke, ligesaa lidt efter som før anerkjendelsen af Bremens metropolitanhøihed. Har en saadan indflydelse gjort sig gjældende, da kan den alene være formidlet gjennem tyske missionærer. Prof. Maurer synes, som sagt; at gaa ud fra, at saadanne i betydeligt antal har gjæstet Norges dale i missionstiden, og han støtter sig til Adam. Vi faar da undersøge med hvor megen ret.
Ifølge de nordiske kilder skal Haakon jarl, da han var bleven Harald blaatands vasal, baade selv have ladet sig døbe og maattet tage prester med til Norge; men da han var kommen sin lensherre af syne, landsatte han presterne og gav danekongens overhøihed en god dag. Haakon jarls overgang til kristendommen er ogsaa Adam
