Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/199

195

TYSKE OG ENGELSKE MISSIONÆRER I NORGE.

bekjendt. Han meddeler (II, 22), at Harald blaatand forhjalp ham til magten i Norge „og stemte ham gunstig mod Christi tjenere“. Af Adam II, 23 fremgaar det ligeledes, at den tyske biskop Liafdag af Ribe, en mand „berømt ved sine undergjerninger, skal have prædiket hinsides havet“; „hoc est in Sueonia vel Norvegia“, tilføier et yngre haandskrift, saa man heraf ikke skal blive synderlig klog. Ganske vist har der i Bremen paa Adams tid været en tradition om, at biskoper „fra Adaldags tid“ (937–988) – blandt hvilke Liafdag var en af de mest fremragende – skal have „draget til Norge og Sverige og samlet meget folk til Christus“. Men, hvor uren denne overlevering var, fremgaar af fortsættelsen: „Af dem skal Olaf Truccos søn (ɔ: Olaf Trygvessøn), der herskede over nordmændene, være bleven døbt og den første kristen af hint folk. [Olaf Truccos søn kom,‘ fordreven fra Norge, til England og antog der kristendommen, som han selv først bragte med til sit fædreland, og tog sig en hustru fra Danmark, den stormodige Thore, efter hvis tilskyndelse han paaførte danerne krig]. 35. Andre siger, at engang og det netop ved dette tidspunkt (olim et tunc) udgik fra England nogle biskoper eller prester for at forkynde evangeliet, og af dem skal Olaf og de øvrige være døbte. Af disse skal en vis Johannes have været den mest fremragende foruden andre, som senere (IV, 33) skal omtales. Hvis dette er sandt, saa er – det tør jeg forsikre – vor moder, den hamburgske kirke, ikke misundelig, om ogsaa fremmede gjør sig fortjent af hendes børn, idet hun siger med apostelen: „Nogle prædike vel ogsaa Christus for avinds og kivs skyld, men nogle dog ogsaa af velvilje. Hvad da? Christus forkyndes dog paa enhver maade, det være nu paa skrømt eller