i sandhed, og derover glæder jeg mig, ja vil og glæde mig“[1] (Phillip. 1. 15, 18).
Det i [ ] satte afsnit staar i en saa skarp modsigelse med sine omgivelser, at det ikke kan hidrøre fra Adam, ihvorvel det indeholder en rigtig overlevering; men forøvrigt er det citerede utvivlsomt vor magisters egne ord. Som vi ser, har han med ægte historisk sans gjengivet to hinanden modsigende beretninger: den ene gjør Olaf Trygvessøns daab til tyske missionærers verk, den anden – samt det indskudte stykke – vil vide, at engelsk forkyndelse nu for første gang har lydt i vore dale. Saavel Adams fromme forsikring om hans moderkirkes forsonlige sindelag ligeoverfor disse „extranei“ som især hans senere meddelelse i IV, 33 viser, hvilken vegt han har tillagt denne sidste tradition, og den er den eneste, som kan bringes i samklang med den fyldige nordiske overlevering. Den er derfor ogsaa den eneste, som nutidens forskere tager notits af. I Nidaros vidste man i det 12te aarhundrede, at Olaf havde med sig fra England biskop Sigvard, der ifølge Odds Olafssaga hed Jon „med et andet navn“ (Adams Johannes), en „flandersk“ prest Theobrand og en anden prest Thermo, der i sagaerne kaldes Thormod, samt nogle diakoner[2]. Theobrand kalder islænderne Thangbrand, og jeg medgiver, at der ligesaalidt er grund til at betvivle dette navns rigtighed som mandens tyske nationalitet; og heller ikke er det berettiget at forudsætte, at Olaf har fundet ham i geistlig virksomhed i England. Thormods nationalitet omtales ikke; men da Tjodrek siger, at han kom med Olaf fra England, synes jeg, prof. Maurer er for streng, naar han (s. 6) betegner det som „et rent fantasistykke“, at
