jeg har gjort ham til en engelsk prest. Hele den historiske situation, ja selv Adam af Bremen maa siges at gjøre denne min forudsætning til den mest nærliggende.
Norges missionshistorie før Olaf den hellige har for Adam staaet fuldstændig uklar, og om Olaf Trygvessøn har han hørt de mest modsigende beretninger: „Mange fortæller, at har var kristen, mange, at han atter forkastede kristendommen; men alle forsikrer“, at han var en stor troldmand og desaarsag fik øgenavnet „kraakabein“ (II, 38). Man havde ved det nordtyske metropolitansæde ingen interesse af Olafs gjennemgribende omvendelsesverk, udført, som det var, ved angelsaksisk hjælp. Bremen havde jo monopol paa al kristendomsforkyndelse i norden, og det gjaldt at hævde, at man havde vist sig privilegiet verdig. Og saa forfalskede man historien: man lod Olaf døbes af tyske geistlige og man udvidede Adams forsigtige meddelelser om Liafdags og den danske biskop Odinkars[1] prædiken „hinsides havet“ til den falske paastand, at baade Liafdag, Odinkar og Poppo havde virket i Norge før Englænderen Sigurd-Johannes.[2] Og stemningen faar sit karakteristiske udtryk i scholiastens ord: „Det kan vi hævde, at vore har arbeidet, og at englænderne har trængt sig ind i deres arbeide“. Ligger der noget faktisk til grund for disse sagn, saa maa det vistnok reduceres til en dansk-tysk missionsvirksomhed i Viken i Harald blaatands og Haakon jarls dage. En saadan vil jeg ikke benægte, om jeg end synes, at man har skruet dens betydning utilbørligt op.[3]
