Det kristendomspaabud, der ifølge de nordiske kilder
udgik fra Olaf Trygvessøn, tillægger Adam Svein
tveskjæg: Da denne efter Olafs fald ogsaa var bleven
konge i Norge, omstyrtede han strax afgudsdyrkelsen og
paabød per edictum kristendommen i sit nye rige; han
gjorde englænderen[1] Gotebald til biskop i Skaane, og
denne skal „hyppig“ have forkyndt evangeliet i Norge
(Ad. II, 39). Sveins „edict“ er mig noget apokryft;
men hans biskop maa vel i hvert fald indrangeres under
de engelske missionærer i Norge.
Saa kommer vi da til Olaf den helliges tid, der omtrent falder sammen med den kraftige erkebiskop Unwans (1013–29), og vi har allerede gjort rede for
- ↑ Jfr. Hans Olrik, Konge og prestestand s. 108 f. Olrik siger, at hans hovedsæde var Roskilde samt at navnet tyder paa tysk nationalitet; se hans henvisninger.
der mig ogsaa at ligge i følg. beretning i „þaattr Eyuindar urarhorns“, Flatøbogen II, 45: „Olafr konungr (den hellige) let boda um Uikina kristin lǫg med sama hætti som nordr j lande. ok gek pat uel fram þuiat Uikuerium uoru kristnilaug myklu kunnare en nordr j lande. þuiat þar uar będe uetr oc sumarfiolmennt af kaupmonnum bœde Dǫnum ok Sǫxum. Uikuerir hofduzst miog j kaupferdum til Æinglandz ok Flæmingialandz ok Danmerkr en sumir j uikingu ok hofdu uetrsetu a kristnum londum“. Denne beretning, der i alfald i enkelte træk er korrekt, taler dog heller ikke noget om tysk missionsvirksomhed. Jfr. ogsaa Adam II. 47: „I Danmark var endnu (ɔ.: under Unwan) i live Poppo „theologus“ og hin høiættede biskop Odinkar, hvem erkebispen pro fide oc sanctitate vitae eius gjorde til sin fortroligste ven. Kun disse to biskoper var, saavidt vi har kunnet erfare, i Jylland, før Knut tiltraadte regjeringen. Odinkar var den eneste af vore, som nu og da (quando) besøgte de oversøiske kirker, Esico sad hjemme, de øvrige hindrede forfølgningen.
