Side:Historisk Tidsskrift (Norway), Tredie Række, Tredie Bind.djvu/204

langt bedre oplysninger om disse end om englænderne, og han maatte jo have langt større opfordring til at fremhæve disses gjerning end hines. Trods alt dette er han – taus! Har jeg da ikke lov til at ræsonnere som jeg i min bog har ræsonneret: „Det fremgaar dog ikke i af Adams beretning, at nordtyske missionærer i Olafs tid har virket i Norge, og i alfald har de ikke spillet nogen fremtrædende rolle“. „Dette er dog vel formeget sagt“, mener prof. Maurer (s. 7) og henviser til det ovenciterede Adam II, 47. Jeg maa dog fremdeles fastholde rigtigheden af den udhævede sats. Jeg tror, den staar i fuldkommen samklang med magister Adam. Ja, jeg vil endog hævde, at netop Adam II, 47 afgjort taler for min opfatning Thi i samme aandedræt som vor magister meddeler, at Unwan har viet „høilærde mænd“ for „Norge eller Sverige“, fortsætter han: „men andre, som var viede i England, udsendte han, da de havde gjort ham fyldest, af venskab for kongerne for at opbygge kirken. Og idet han holdt mange af dem tilbage, men overøste alle, da de drog bort, med gaver, gjorde han dem villige til at underkaste sig den hamburgske kirke“. Det forekommer ialfald mig, at denne udtalelse saa godt som nogen anden viser os, at missionærernes hovedstyrke i Norge og Sverige ved denne tid var englændere, og det baade hvad antal og hvad betydning angaar. Det ligger jo i dagen, at Unwan har havt den opfatning, at veien til hans rettigheders anerkjendelse i disse lande saa at sige gaar gjennem de fremmede missionærer. Det er ham øiensynlig meget om at gjøre at vinde dem for sig, og han sparer ikke sit skatkammer: han kjøber sig de angelsaksiske missionærers og dermed den norske geistligheds underka-