stelse med rige gaver. – Det er situationen under Olaf den hellige!
„Under kong Magnus den gode lader endelig ogsaa Taranger tyske missionærer blive sysselsatte i Norge“. Denne bemærkning kan man læse hos prof. Maurer (s. 9). Den synes at ville fremhæve, at Taranger paa dette punkt staar temmelig ensom. Jeg kan dog ikke medgive, at saa er tilfælde, og jeg maa faa lov til at paapege, at jeg er i ganske godt selskab. Jeg har nemlig gaaet ud fra, at i en bog om „Den angelsaksiske kirkes indflydelse paa den norske“ fortjente de angivelige tysk-danske missionsforsøg i det 10de aarhundrede blot at nævnes, men heller ikke mer[1]. At de skulde havt en betydning og efterladt spor, som ikke druknede i den engelske missions overvældende strøm i det 11te aarhundrede, formaar jeg ikke at indse. Og med denne opfatning staar jeg ikke alene. Rudolf Keyser udtaler sig herom saaledes: „Det sande forhold i denne sag kan maaske med faa ord angives som følgende: den tysk-bremiske kirkes umiddelbare og middelbare virksomhed i Norge strakte sig kun til enkelte spredte omvendelser eller snarere omvendelsesforsøg i Viken, men det lykkedes den ikke der at danne noget egentligt kirkeligt samfund; hvorimod christendommen i hele Norge, baade hvad folkets stadige omvendelse og hvad det kirkelige samfunds stiftelse angaar, udelukkende udgik fra England; med andre ord: den norske kirke var heel og
- ↑ Jeg burde dog, i alfald i en note, dvælet noget nærmere ved Liafdags mission, da P. A. Munch har taget den til indtægt for sin – af alle nu forladte – theori om, at den vikske kirke, som en tysk plantning, skulde staa i modsætningsforhold til den øvrige norske kirke.
