ja der König selbst aufgefordert hatte; den ersten Platz aber behaupteten in Wirklichkeit doch nach wie vor die Angelsachsen[1], und man kann unseren Erzbischöfen nicht vorwerfen, dass sie dieselben eiferzüchtig zu verdrängen gesucht hätten“.[2]
Jeg har citeret saa udførlig, fordi jeg maa gaa ud fra, at de færreste af Hist. tidsskrifts læsere har Dehios bog ved haanden, og det var mig om at gjøre, at denne dygtige forskers ræsonnement blev dem alle bekjendt. Jeg maa derhos tilstaa, at det har været mig en tilfredsstillelse at kunne lægge mit forsvar mod prof. Maurers polemik i denne hans landsmands haand. Hans ord og standpunkt faar jo, som sagt, en særegen vegt derved, at han forfølger det specielle formaal at paavise den tyske missions indflydelse ogsaa i Norge. Som vi ser, kan ikke den bebreidelse rettes mod ham, som prof. Maurer gjentagende retter mod mig, at opgaven har tilsløret hans
- ↑ Keyser: Den norske Kirkes Hist. I, 102 geht jedoch in der anderen Richtung wieder zu weit mit der Behauptung: die Metropolitanhoheit sei damals von norwegischer Seite überhaupt noch nicht ausdrücklich anerkannt worden. (Dehios note.)
- ↑ Einen eigentlichen Kampf des deutschen mit dem englischen Klerus, wie ihn Maurer II, 272 N. 34 nach dem Vorgange Munchs annimmt, kann ich nicht erkennen. (Dehios note). Denne sidste bemærkning maa jeg give min fulde tilslutning. Prof. Maurer anker (s. 7) over, at jeg ikke har givet et „levende billede af den tyske og den engelske kirkes samtidige virksomhed og antagonisme i den nordiske mission.“ Denne „antagonisme“ har jeg for Norges vedkommende ikke kunnet opdage den fjerneste antydning til. Adam siger jo, at alle missionærer i den skjønneste samdrægtighed opbygger kirken i fællesskab (IV. 33), og det siger han lige efter, at han har omtalt, at Adalbert har vi viet biskoper for Norge (Tholf og Sigvard). Mit indtryk af Adam er, at antagonismen kun har hørt hjemme i Bremen.
