blik, saa de i missionen virkende kræfter ikke er bleven tillagt den betydning, som de i virkeligheden har havt. Men, naar dog hans dom om den tyske mission iNorge falder sammen med min, saa har maaske heller ikke jeg seet saa rent forkjært paa tingene eller „taget det let“ med magister Adams angivelser (cfr. Maurer s. 7).
Men tilbage til de tyske missionærer under Magnus den gode. „Kongens sammenkomst med erkebiskop Bezelin, hvorom Adam beretter, saavelsom den virksomhed, der udfoldedes af den i islandske sagaer og norske biskops fortegnelser omtalte sakser Bernhard, vidne altfor tydelig om deres arbeide,“ siger prof. Maurer (s. 9.) Men „deres“ faar staa for prof. Maurers egen regning. Kilderne – Adam iberegnet – kjender kun én tysk missionær under Magnus, nemlig den nævnte Bernhard den sakslændske. Han var viet af paven, men erkebiskop Adalbert (1043[1]–72) tvang ham, da han vendte tilbage til norden, til at aflægge lydighedsløftet i hans haand. Han kom dog vistnok først i Magnus’ sidste aar (ifølge Jørgensen 1047) til Norge, forlod det efter hans død og drog til Island, hvorfra han først i 1067 vendte tilbage og blev biskop i Selje, senere i Bergen, og levede endnu, da Adam skrev (1075.) Han var ifølge Hungrvaka „en saare fremragende mand“; men han var kun én, og hans virksomhed i Norge tilhører egentlig tiden efter 1067. – Og hvad dernæst virkningen.af kong Magnus, sammenkomst med erkebiskop Bezelin-Alebrand angaar, saa skal man ikke af Adams beretning faa overdrevne forestil-
- ↑ Wattenbach har i sin udgave af den tyske oversættelse af Adam hævdet, at naar vi sammenholder Ad. II, 79 med II, 67, saa kan Adalbert først i 1045 være bleven erkebiskop. Dehio forsvarer dog II, 79 og anser 1043 for det rette. I, Kritische Ausführungen s. 119, note 6.
